Lyden er noget af det vigtigste på en film, da det er den mest direkte måde at formidle information på – dine billeder er det der fanger seeren, men lyden er ofte det, der giver den egentlige viden, som dine seere skal have af dig.
Derfor er det vigtigt at have fokus på lyden, når man laver en film, også når det ”bare” er en lille smartphonefilm til de sociale medier.

Man skal altid sørge for, at personen foran kameraet taler tydeligt og letforståeligt, og at der ikke er for meget baggrundsstøj, som forstyrrer lydbilledet – et stille lokale eller udendørsområde er klart de bedste forudsætninger for en god lydoptagelse på filmen.

Når man filmer i miljøer, der måske lige støjer nummeret mere end godt er, er det en rigtig god idé at investere i en lille mikrofon, som kan sættes til telefonen. Her bruger vi en billig Tonor, købt på Amazon for ca. 100 kroner, og den er helt fin til formålet. Hvis man ikke bruger mikrofon, vil man ofte opleve, at lyden ændrer sig lidt fra klip til klip, lige som det gør på vores film – det er ikke det største problem i verden, men man skal tænke over det, hvis man ikke vælger at bruge en mikrofon til at starte med.

Vi har i filmen valgt både at filme med og uden mikrofon, for at give jer det bedste billede af, hvordan lyden kan ændre sig med de forskellige vinkler. Det er nødvendigt at tænke det ind i filmen, hvis man har tænkt sig at klippe i den.

At lyden ændrer sig er for så vidt ikke et problem, så længe man sørger for at det er hørbart hele vejen igennem – med en mikrofon på hele tiden, eliminerer man problemet, men friheden til at bevæge sig bliver mindre, hvis man ikke har mulighed for at bruge en trådløs.
Til almindelige skrivebordsoptagelser eller ”selfie-style” film er ledningen dog som regel lang nok.

Hvis man redigerer sine smartphonefilm i f.eks. Adobe Premiere (som vi bruger), Windows Movie Maker eller Apple iMovie, kan man som regel rette lyden en smule til mellem de forskellige klip, så man er sikker på at den får nogenlunde samme niveau hele vejen igennem. Man skal bare passe på, at lyden ikke overstyrer, når man skruer op for den – man skal lige prøve sig frem.

Næste fredag handler det om lys, så husk at følge med, hvis I skal have gode tips til lyssætning – så kan jeres film nemlig blive endnu skarpere!